Erhverv

Flotte placeringer til Hedensted, Odder og Horsens i DI’s årlige undersøgelse af erhvervsvenligheden

Med en sikker bronzemedalje til Hedensted, en flot sjetteplads til Odder og en placering som nummer 17 til Horsens i DI’s årlige måling af erhvervsvenligheden i de danske kommuner har de sydøstjyske kommuner gjort det godt igen i år. Odder og Hedensted kan endda glæde sig over at være Danmarks bedste, når det gælder henholdsvis kommunal sagsbehandling og uddannelse. Men der er dog især ét område, der halter i alle tre kommuner. 

Overordnet glæder formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg sig over årets resultat.

– Der er ingen tvivl om, at de meget flotte placeringer er et udtryk for en målrettet indsats i de sydøstjyske kommuner fra både politikere og de enkelte forvaltninger. Vi kan tydeligt se, at det er noget, de lokale virksomheder lægger mærke til og værdsætter igen i år. Ikke mindst takket være et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem virksomheder og kommuner og en grundlæggende forståelse for, at et godt erhvervsklima er forudsætningen for sunde og konkurrencedygtige lokale virksomheder, der skaber arbejdspladser og vækst. For det er ganske enkelt forudsætningen for, at der er råd til den velfærd, som borgerne efterspørger. Lad mig bare nævne velfungerende daginstitutioner, skoler, ældrepleje og trafikforbindelser, siger Johannes Saugbjerg. 

Han understreger dog, at de kommunale rammer og servicen altid kan blive endnu bedre, og i de sydøstjyske kommuner gælder det ikke mindst infrastruktur og transport. 

Kommunale veje og offentlig trafik trænger til en opstramning

I både Horsens, Hedensted og Odder er virksomhederne nemlig ikke tilfredse med de kommunale veje og den offentlige transport. I alle tre kommuner står det helt oppe i toppen på ønskelisten over det, virksomhederne mener, at kommunerne bør prioriteres højest, og et pænt stykke højere end landsgennemsnittet. 

– Gode veje og bus- og togforbindelser er noget af det vigtigste for virksomhederne, når de skal fragte råvarer og varer til og fra kunder og leverandører. Og området er en af forudsætningerne for at tiltrække de kvalificerede medarbejdere, de har brug for. Lange køer, hullede veje og ventetid på bussen i industriområdet er gift for virksomhederne. Derfor bør kommunerne tage erhvervslivet alvorligt på det her område og se at få infrastrukturen i orden, siger formanden for DI Sydøstjylland. 

De lokale virksomheder og bilister oplever også betydelige problemer på afkørselsramperne fra E-45, hvor der ofte er lange køer, som generer og forsinker trafikken. 

– De kommunale politikere i de tre sydøstjyske kommuner bør fortsat arbejde sammen, når det gælder infrastruktur, som jo ofte går over kommunegrænsen. Og blandt andet samles om at presse mere på overfor de relevante folketingsmedlemmer for at få forbedret forholdene omkring afkørselsramperne i forbindelse med udvidelsen af E45, det nytter jo ikke noget hvis det tredje spor blot bliver ’en lang parkeringsplads, siger Johannes Saugbjerg.  

Tommelen op for uddannelse og tiltrækning af medarbejdere i Horsens

I Horsens er det gået støt opad på DI’s rangliste, fra en plads midt i feltet i 2018 til en placering som nummer 17 i år, et lille fald i forhold til sidste år.  

– Virksomhederne belønner især kommunens brug af private leverandører. Men de er også særdeles positive overfor Horsens’ indsats i forhold til at tiltrække og sikre kvalificerede medarbejdere til kommunens private virksomheder. Netop mangel på arbejdskraft er en af de allerstørste udfordringer for danske virksomheder og vil efter alt at dømme være det i de næste mange år. Derfor er Horsens indsats både for at få uddannet de unge, tiltrække nye medarbejdere og sikre et frugtbart samarbejde mellem jobcentret og virksomhederne guld værd, siger DI Sydøstjyllands formand Johannes Saugbjerg. 

Han forventer, at kommunen har gode muligheder for at blive bedre bedømt i kategorien infrastruktur i næste års erhvervsvenlighedsundersøgelse, fordi trafikken i Horsens har lidt under det store vejbyggeri i forbindelse med udvidelsen af Schüttesvej. 

– Der mangler dog stadig vigtige projekter, der vil aflaste trafikken i store dele af Horsens. Det ser både erhvervsliv og medarbejdere frem til, siger DI Sydøstjyllands formand. 

Odder er danmarksmester i sagsbehandling 

Odder Kommune har med en ekstraordinær indsats i årets løb opnået en samlet placering som nummer seks på listen, et hop fremad på tre pladser i forhold til sidste år, og den bedste placering siden 2016.   

– Det er ikke mindst den kommunale sagsbehandling, der ligger helt i top i år. I den kategori bliver Odder placeret som landets bedste. Det er ikke bare fuldt fortjent, det er også resultatet af en dedikeret indsats fra kommunens side gennem flere år, som virksomhederne nu kvitterer for. Vi kan se, at det især er behandlingen af byggesager, der er blevet bedre, men også sygedagpengesagerne bliver behandlet væsentligt hurtigere i år end sidste år, siger Johannes Saugbjerg.

I kategorierne grøn udvikling, tiltrækning af arbejdskraft og information og dialog med kommunen, er Odder nu i top fem. 

– Det flotte resultat skyldes ikke mindst borgmesterens lydhørhed over for det lokale erhvervsliv og vores behov. Men jeg vil også fremhæve jobcentrets forbilledlige samarbejde med virksomhederne, på det område bliver Odder Kommune også bedømt som den bedste i landet. 

Hedensted gør det igen 

At Hedensted er i stand til at beholde placeringen som Danmarks tredjebedste erhvervskommune samlet set er resultatet af en vedvarende målrettet erhvervspolitik på stort set alle områder. Lige som sidste år er Hedensted igen Sydøstjyllands mest erhvervsvenlige kommune, og i kategorien uddannelse er kommunen i år Danmarks bedste.  

– Jeg er både glad og stolt over, at Hedensteds indsats for at hjælpe de unge i gang med en uddannelse efter folkeskolen bliver værdsat så højt. Vi kan blandt andet se, at mere end 31 procent af de unge søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, det er en af de højeste andele i hele landet. Flere og flere virksomheder mangler faglærte, og med de store årgange af faglærte, der er på vej på pension, bliver problemet bare værre og værre. Derfor er indsatsen for at få flere unge til at vælge en faglig uddannelse og karriere ekstrem vigtig i de her år. Den flotte placering er samtidig et resultat af et meget konstruktivt samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og Hedensted Kommune. Et tydeligt bevis på, at kommuner og virksomheder har en grundlæggende fælles interesse i, at erhvervslivet har trygge og stabile rammer, siger DI Sydøstjyllands formand Johannes Saugbjerg. 

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2021

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 12. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser. Efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri er der blevet udarbejdet en helt ny undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
  • 7770 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af tre typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder, et spørgeskema til kommunaldirektører og statistik.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Kommentarer