Nyt lægehus på vej i Hedensted
Almen Lægeklinik Hedensted åbner 1. april en lægeklinik med to læger og plads til 5400 borgere.
Læge Niels Katkjær åbner 1. april Almen Lægeklinik Hedensted med adressen Bytorvet 10 i Hedensted.
Niels Katkjær driver i forvejen flere lægeklinikker og får hjælp til driften af Almen Lægeklinik Hedensted fra Nordic Medicare.
Nordic Medicare har ansat læge Pernille Bendorf Brandt til den nye klinik, der har plads til 5400 borgere.
Nordic Medicare er i fuld gang med at ansætte endnu en læge til klinikken.
– Jeg er glad for at vi kan sikre alle borgere i Hedensted-området en lokal læge. Nu sender vi i god tid brev til alle, der skal vælge læge. Borgerne kan ringe til kommunens borgerservice, hvis de når valget åbner har brug for hjælp til at vælge læge digitalt. Mit håb er, at alle får den læge, de ønsker sig, siger Else Søjmark, formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Breve om lægevalg på vej
Hedensted Lægehus reducerer per 1. april deres praksis og fortsætter med færre læger. Derfor skal alle borgere tilmeldt lægehuset vælge, hvilken lægepraksis de vil være tilmeldt fremover.
Region Midtjylland sender brev om lægevalget til alle, der er tilmeldt Hedensted Lægehus. Brevene sendes med e-post (kvikbrev, hvis borgeren er fritaget for e-post) fra mandag 14. februar, så alle borgere kan nå at få besked i god tid før valget skal træffes.
Lægevalget skal ske med Nem-Id via hjemmesiden www.borger.dk eller din kommunes hjemmeside.
Tirsdag 22. februar kl. 10 åbner regionen for lægevalget.
Borgere, der ikke har mulighed for at skifte læge elektronisk, kan fra 22. februar kl. 10 henvende sig til Borgerservice i deres hjemkommune for at få hjælp.
Hedensted Kommune tildeler 15. marts en læge til omfattede borgere, der ikke selv har valgt en læge.
Fakta
- Almen Lægeklinik Hedensted, Bytorvet 10, 8722 Hedensted, åbner 1. april.
- Klinikken ejes af speciallæge i almen medicin Niels Katkjær, der får hjælp fra Nordic Medicare til driften.
- Nordic Medicare har ansat læge Pernille Bendorf Brandt og vil ansætte endnu en læge til klinikken.
- Hedensted Lægehus har fra 1. april kapacitet til 12.800 borgere og Almen Lægeklinik Hedensted til 5.400 borgere.
- Alle borgere tilmeldt Hedensted Lægehus skal foretage lægevalg, da klinikken 1. april fortsætter med færre læger.
- Region Midtjylland åbner for lægevalget 22. februar kl. 10 og sender fra 14. februar brev til alle borgere, der er omfattet af lægevalget.
- Lægevalget skal ske elektronisk med Nem-Id via. www.borger.dk eller din kommunes hjemmeside.
- Borgere, der ikke har mulighed for at skifte læge elektronisk, kan fra 22. februar kl. 10 henvende sig til Borgerservice i deres hjemkommune for at få hjælp.
- Vælger borgeren ikke selv en ny læge inden 15. marts, vil Hedensted Kommune tildele vedkommende en lokal læge.
Kommentarer