Snedkerfirma i Hedensted designer unikke møbler af virksomheders byggeaffald
Woodstyle laver designmøbler til virksomheder af deres gamle byggematerialer. Ifølge forsker bør virksomheder i stigende grad udnytte deres ressourcer frem for at skrotte dem.
Den tiårige snedkervirksomhed Woodstyle med speciale i upcycling tilbyder nu erhvervsvirksomheder at omforme og forfine affaldsmaterialer fra deres eget byggeri til nyt interiør. Snedkervirksomheden har for år tilbage omstillet møbelproduktionen fra frisk træ til upcyclet træ under massiv efterspørgsel fra forbrugerne, men først nu oplever de at have et marked for erhverv.
– Vi er begyndt at opleve en efterspørgsel på upcyclede møbler fra virksomheder. Både cirkulær økonomi og virksomheders egen storytelling er i fokus i dag. Det imødekommes ved at genanvende træ fra for eksempel en virksomheds særprægede loft til interiør i mødelokalet, restauranten eller gårdhaven, siger Casper Jacobsen, direktør for Woodstyle.
Ifølge Michael Søgaard Jørgensen, der forsker i bæredygtig innovation og omstilling ved Aalborg Universitet, bør virksomheder i stigende grad udnytte produkter og ressourcer i lang tid frem for at skrotte dem.
– Der er blevet stillet miljøkrav til virksomheders produkter i over 30 år, men først de senere år er der sat fokus på samfundets høje ressourceforbrug, og nogle virksomheder er begyndt at handle på det. At genbruge produkter eller genanvende materialer, der har mistet deres funktionelle værdi, har en klimamæssig værdi, og jo flere virksomheder der forstår at udnytte deres ressourcer i lang tid frem for at skrotte dem, des bedre, siger Michael Søgaard Jørgensen og tilføjer:
– Her er der stadig plads til forbedring, da der fortsat findes mange virksomheder, der under store ombygninger fylder containere med byggeaffald, som næppe bliver sorteret og genbrugt eller genanvendt. En virksomhed som Woodstyle kunne synliggøre over for virksomhederne, at de har fokus på at upcycle kvalitetsmaterialer til produkter, der holder bedre end nye lavprismøbler. En guide til at vedligeholde møblerne vil også være en force for at sikre møblerne lang levetid.
Fra loft til kantinemøbler
Woodstyles upcyclingskoncept med at give nyt liv til gamle erhvervsmaterialer er som det første blevet taget i brug af uddannelsesinstitutionen VIA University College. Her er det gamle træloft blevet renset og upcyclet til plankeborde, runde borde, paneler og vægskjulere til kantinen.
– Ved at genanvende materialer har vi kunnet bevare det unikke præg i indretningen, samtidig med at vi helt har undladt at fælde nye træer, som er blandt naturens CO2-støvsugere, siger Casper Jacobsen og tilføjer:
– En mangeårig virksomhed eller uddannelsesinstitution har ofte skabt sig et unikt narrativ, som går igen i indretningen, og det narrativ kan vi bevare ved at genanvende de særprægede materialer.
Woodstyle er en snedkervirksomhed grundlagt i 2013, der er specialiseret i upcycling af møbler og interiør til privatpersoner og erhverv. Træet kommer med en unik historie fra nedlagte herregårde, slotte og erhverv. Woodstyle har fysisk showroom i Hedensted.
Kommentarer