Vores vigtigste værn er en stærk og solid økonomi
Af Jakob Ellemann-Jensen, Venstre
En stærk og solid økonomi er vores vigtigste værn mod den økonomiske uro, der breder sig i hele verden.
Derfor synes jeg helt ærligt også, at regeringen gambler med Danmarks økonomiske sikkerhed, når de udskriver dækningsløse checks til forskellige vælgergrupper her kort før et folketingsvalg.
I Venstre ønsker vi også at give en hånd til de mange danskere, der lige nu er trængt af høje priser på rigtig mange ting. Jeg forstår udmærket, at det er en vanskelig situation, når pengene ikke længere rækker til hele måneden. Særligt hvis man har knoklet en hel måned for at få sin løn.
Men i Venstre mener vi, at det skal gøres gennem finansierede skattelettelser, og ikke ved at øge underskuddet, som statsministeren har argumenteret for, da hun præsenterede sit forslag.
Desværre har regeringen ikke været villige til at komme os i møde, og derfor er vi ikke længere med i forhandlingerne, da de har udviklet sig til en ren gavebod for venstrefløjen. Det er trist og uansvarligt, når partier i Folketinget ikke vil betale regningen for deres politik.
Når jeg stejler over regeringens forslag, så er det selvfølgelig også fordi, Socialdemokraterne har hævet skatter og afgifter et utal af gange de seneste tre år, og ikke har gennemført tiltag, der gør Danmark nævneværdigt rigere.
Det er uansvarligt og stik imod, hvordan skiftende regeringer har gjort i årtier. Vi skal være ærlige overfor vælgerne. Vi ser ind i en ny økonomisk situation, som vil ramme alle. Og hvis vi skal afbøde konsekvenserne, bliver vi nødt til at træffe nogle svære valg i stedet for at skubbe regningen videre.
Kommentarer