Af Susan Kronborg, Radikale

Der er mange betragtninger om forsæt og grov uagtsomhed. Det er måske endnu vigtigere, at se ind i det faktiske forløb, sådan som det er afdækket ud fra dokumentsporet.

Jeg har læst Minkkommissionens rapport og er i flere stræk blevet rystet. Det er en læsning, som viser en embedsmand, der har forsøgt at komme igennem med sin faglighed og den manglende hjemmel.

Det er evident, at der udover et dokument- og mailspor også er et sms spor, som rapporten dog ikke omfatter al den stund mink sms’ erne er slettet. I forbindelse med de kommende embedsmandssager gætter jeg dog på, at vi vil se sms’erne komme frem. Embedsmænd ved godt, hvornår der skal skrives dagbog, akteres og låses notater eller gemmes sms’er.

Her kommer en beskrivelse af nogle få dage og forskellige tidspunkter for møder og mails, så hold på hat og briller. Den vigtigste dag i minksagen er den 4. november 2020, hvor Statsministeren afholder sit pressemøde om aflivning af alle mink, men Minkkommissionens rapport viser, at der er et Fødevareministerium og et Sundhedsministerium, som allerede tilbage i september 2020 har den viden, at der ikke er hjemmel til at slå alle mink ihjel.

Det relevante spørgsmål er herefter, hvorfor eller hvorvidt den viden ikke tilgår Statsministeren.

Det er åbenlyst for mig, at embedsmændene er blevet betragtet som bærere af ubekvemme holdninger. Alligevel er det lykkes dem, at give Kommissionen og offentligheden et dokumentspor.

Koordinationsudvalget med Statsministeren for bordenden, blev således den 3. november 2020, orienteret qua de omdelte dokumenter, om den manglende hjemmel.

Problemet opstår imidlertid, da Justitsministeriet stiller spørgsmålstegn ved Fødevareministeriets holdning om manglende hjemmel. I døgnet op til det famøse pressemøde den 4. november 2020 med Statsministeren, hvor Mette Frederiksen afgiver en ulovlig instruks, foregår der nemlig en kamp mellem en embedsmand i Fødevareministeriet og Justitsministeriet. Justitsministeriet sætter embedsmanden fra Fødevareministeriet Tejs Binderup, til at genoverveje om han nu også er sikker på, at der ikke er hjemmel.

Pressemødet løber af stablen den 4. november 2020 kl. 16.00, og her er tidspunkterne altså meget afgørende. For det er nemlig om formiddagen den 4. november, at der afholdes et møde mellem afdelingschefer, hvor afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup erindrer om, at der ikke er hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne. Det fremgår af Minkkommissionens rapport, at ”Det førte til en diskussion med afdelingschef i Sundhedsministeriet Dorthe Eberhardt Søndergaard. Diskussionen endte uden en konklusion. Efterfølgende var der drøftelser mellem først Sundhedsministeriet og Justitsministeriet og senere også mellem Justitsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet.”

Drøftelserne medfører, at afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne kl. 12.08 sender en mail med en ”arbejdstese” om hjemmel til aflivning af mink. Det betyder altså, at Justitsministeriet har valgt at planlægge tiltag med det forudsatte grundlag, at der er hjemmel til at slå alle mink ihjel.

Embedsmanden Tejs Binderup vender imidlertid stærkt tilbage Kl. 15.32 og fastholder i en mail til Anne-Mette Lyhne Jensen, at Fødevarestyrelsen ikke mener, at hjemlen til at aflive mink kan udbredes til hele landet.

Foretager Justitsministeriet sig så noget i den anledning, kunne man spørge. Kommissionen har ikke fundet et dokumentspor, der viser at der skete yderligere, ud over at Justitsministeriet anmoder om navn på en kontaktperson. Der er ikke nogen mails, som viser overvejelser eller diskussioner om hjemmel i den benævnte halve time frem mod pressemødet kl. 16.00.

Det er således her, at vi mangler de slettede sms’er. Men som dreven embedsmand tager man selvfølgelig screen dump af sms’er.

Jeg står tilbage med den helt oplagte formodning, at Justitsministeriet selvfølgelig straks har orienteret Statsministeriet om, at der ikke er en hjemmel som omfatter alle minkfarme i Danmark. Den orientering vil normalt ske asap efter erkendelsen om, at man ikke kan få Fødevareministeriet til at skifte holdning og tage aben på sig. Jeg gætter således på, at orienteringen fra Justitsministeriet til Statsministeriet, er foretaget ved sms en halv time før pressemødet den 4. november i forbindelse med Tejs Binderups mail om, at han ikke har skiftet holdning til, at der mangler hjemmel.

Jeg er dog uenig med Kommissionen om, at Miljø- og Fødevareministeriet i tiden frem til udmeldingen af beslutningen til minkavlere og offentlighed på pressemødet den 4. november 2020, burde have delt sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt muligt sikret, at der ikke på pressemødet skete vildledning eller ulovlig instruktion.

Når Justitsministeriet er udpeget til at være overdommer på hjemmelsspørgsmålet, kan Fødevareministeriet selvsagt ikke melde en anden holdning ud til offentligheden.

Kommissionen anfører, at Fødevareministeriet ihvertfald efter, at Justitsministeriet den 5. november 2020 telefonisk havde erklæret sig enig i, at der ikke var hjemmel, burde have kontaktet offentligheden herom. Fra den 5. november 2020 gik der 3 dage førend Fødevareministeriet valgte at gå offentligt søndag den 8. november 2020, om den manglende hjemmel. Her er det, at vi endnu engang mangler sms’erne. Sms’erne vil med al sandsynlighed kunne dokumentere aftaler om, hvornår man fra regeringens side ønskede, at gå til offentligheden om den manglende hjemmel.

Når jeg ser på hele rækken af hændelser, står det således klart for mig, at embedsstanden har kæmpet og stået fast på deres faglighed. Flere ministerier har stået sammen og insisteret på, at der ikke var hjemmel og alligevel fortsætter Statsministeren med at benægte juraen. Statsministeren må ikke handle uden Folketinget giver en lovhjemmel.

For de fleste folketingspolitikere er det selvfølgelig nærliggende at identificere sig med ministrene. Politikere vil i deres angst for ministeransvarlighedsloven, kræve at embedsmændene råber op i megafoner, eller deler flyers ud om manglende hjemmel. Sarkasme kan her forekomme. For det er selvfølgelig ubelejligt for politikere, som ser selv som kommende ministre, at ansvaret for et lovbrud kan ligge hos politikerne og ikke embedsmændene.

Og jeg bliver virkelig stødt når politikere mener, at embedsmændene skal have ’mere røv i bukserne’ og skal sige fra. Som jeg kender embedsmandsstanden er der i denne minkskandale givet oplysning om manglende hjemmel til relevante foresatte op ad i systemet.

Når man i Statsministeriet ikke har været enig med Fødevareministeriet og Justitsministeriet om, at der manglede lovhjemmel, så må Statsministeriet selv bære ansvaret for det valg de traf på pressemødet den 4. november 2020. Hvad der så internt er passeret i Statsministeriet, kan vi glæde os til at høre nærmere om, når diverse embedsmænd skal stå skoleret.